Yachten (Vers 26-32)

[Vers 26]
En måneskinnskveld med pålandsvind kom der liv i lodsernes flok
En engelsk yacht drev mod kysten inn med revnet storseil og fokk
Fra fortoppen sendte det røde flag et nødskrig foruden ord
Litt indenfor gikk der en båt over stag, den vandt seg mot uværet slag for slag, og losen stod staut ombord
Og losen stod staut ombord

[Vers 27]
Han tyktes så tryg, den gråsprengte mand;lig en kæmpe i rattet han greb
Yachten lystred, stod atter fra land, og båden svam etter på slæb
Lorden, med lady og barn i arm, kom akter, han tog til sin hat
"Jeg gør deg så rik, som du nu er arm, hvis frelste du bær os af brændingens larm"
Men lodsen slap ror og rat
Men lodsen slap ror og rat

[Vers 28]
Han hvidned om kinden, det lo om hans mund, lig et smil, der omsider får magt
Indover bar det, og højt på grunn stod lordens prektige yacht
"Den svigted kommando! I bådene ned!
Mylord og mylady med meg!
Den slår sig i splinter, jeg ved besked
Men indenfor ligger den trygge led
Mit køl-spor skal vise jer vei!"
Mit køl-spor skal vise jer vei

[Vers 29]
Morilden brendte der skægten fløj mod land med sin dyre last
Akter stod losen, sterk og høy, hans øje var vildt og hvast
Han skotted i læ mod Gæslingens topp, og til luvart mod Hestenes-sund
Da slapp han ror og stagsejl-strop, han svinged en åre med bladet op og hogg den i bådens bund
Og hogg den i bådens bund

[Vers 30]
Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt – der raste på vraget en strid
Men moderen løftet sin datter højtpå armen, af rædsel hvid
"Anna, mit barn!" hun skreg i sin ve
Da bævred den gråsprængte mann
Han fatted om skødet, drev roret i læ
Og båden var fast som en fugl å se, slik fór den i brått og brann
Slik fór den i brått og brann

[Vers 31]
Den tørned, de sank
Men havet var smult derindenfor brændingens kreds
Oppover rak sig en langgrund skjult, der stod de i vand tilknæs
Da ropte lorden: "Kend – båens ryg – den svigter, – det er ingen flu!"
Men losen smilte: "Nej vær De tryg
En sunken skægte med tre tønder bygg er båen, som bær os nu."
Er båen, som bær os nu

[Vers 32]
Der jog et minde om halvglemt dådlig et lyn over lordens trekk
Han kende matrosen, som lå med gråt iknæ på korvettens dekk
Da skrek Terje Vigen: "Alt mitt du holdt i din hånd, og du slapp det for ros
Et øyeblikk endnu, en gjengjeld er vold
Da var det den engelske stormand stolt bøjed knæ for den norske lods
Bøyde kne for den norske los