Nødsår (Vers 10-12)

[Vers 10]
Så lakked og led det til krigens åri attenhundred og ni
Endu går sagn om de trængsels-kår, som folket da stedtes i
Engelske krydsere stængte hver havn, i landet var misvækst og nød
Den fattige sulted, den rige led savn
To kraftige arme var ingen til gavn, for døren stod sot og død

[Vers 11]
Da stured Terje en dag eller to, så ristet han sorgen av
Han mintes en kjenning, gammel og tro
Det store bølgende hav
Der vester har ennå hans gjerning liv i sagnet, som djerveste dåd
Da vinden kuled lidt mindre stiv, Terje Vigen rodde for barn og viv over havet i åpen båd

[Vers 12]
Den mindste skækte, der var at få, blev valgt til hans Skagensfart
Seil og mast lod han hjemme stå
Slig tyktes han bedst bevart
Han mente nok, Terje, at båden bar
Om sjøen kom lidt påtvers
Det jydske rev var vel svært at gå klar
Men verre den engelske "Man of war" med ørneøyne fra mers