Den danske sang

Den danske sang er en ung, blond pige
Hun går og nynner i Danmarks hus
Hun er et barn af det havblå rige
Hvor bøge lytter til bølgers brus
Den danske sang, når den dybest klinger
Har klang af klokke, af sværd og skjold
Imod os bruser på brede vinger
En sagatone fra hedenold

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde
De tvende klange af blidt og hårdt
Skal sangen rumme for ret at melde
Om hvad der inderst er os og vort
Og tider skifter, og sæder mildnes
Men kunst og kamp kræver stadig stål:
Det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes
Det flammer hedest i bjarkemål

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale
Thi hjertesproget er vers og sang
Og lære kan vi af nattergale
Af lærken over den grønne vang
Og blæsten suser sin vilde vise
Og stranden drøner sit højtidskvad
Fra hedens lyng som fra stadens flise
Skal sangen løfte sig ung og glad