Pigen Med Verden På Sin Krop

[Omkvæd]
Der er ingen anden pige
Der giver en fuck for hvad vi på, så længe vi på det samme
Og da jeg faldt i og satte mig ned og sagde goddag til hende
Tegnede vi verden på hendes krop
Så vi kunne lade den ligge og bygge vores egen op

[Vers 1: Mund De Carlo]
Hun kan skille sig ud fra mængden
Hun kan blende ind og gå ubemærket igennem den
Hun kan plante tanken før du selv når at tænke den
Du har glemt din drøm fra i nat men hun har lige formået at forlænge den
Med nærværet hun udstråler
Selv når jeg betragter hende på afstand er hun oppe i hovedet på mig
Gudesmuk fra hårspidser til fodsåler
Funkler som en stjerne når hun går mod strømmen af moderne modedukker
Blikstjæler stilsikker naturel
Fejer gaden for sminkeglade visne blade og andet skrald
Er du kirurg og mangler job
Så følg hende og du vil finde et par kæber der skal rettes op
Fra top til ankelsok er hendes slankekrop
Pakket flot ind hun smiler frækt mens hun rækker fuck
Har du ikke set hende har du ikke anstrengt dig nok
Kig efter pigen der har hele verden tegnet op

[Omkvæd]

[Vers 2: Mund De Carlo]
Hun er sådan
Svær at komme ind på men endnu sværere at komme udenom
Hun har ikke brug for at skulle have dig i sin hule hånd
Hun ved du står der hvis det rigtige øjeblik det nu skulle komme
Langt mørkt hår hendes ro lyser
Det kan dog være svært at se det når solen skygger
Ikke nogen typer, hun ikke kan tæmme
Hun kan få de mest beskidte svin i gården til at ligne gode lyttere
Hun maler sine tanker på kanvasser
Med sans for detaljer blandet hun farverne så alt passer
Med et citat der matcher hendes sind
Gik forbi hende en dag og havde en halvtredser
Så jeg spurgte hende: Hvad koster et billede?
Hun sagde at det var mit hvis betalte hende i omsorg og tillid
Nogen gange opstår den stilhed
Hvor to sind tænker ens og det skete da jeg gav hende hånden og hun smilede
Og sagde det kunne være hyggeligt at snakke
Så vi tog hen og drak en uskyldig kop kaffe
Da hun fortalte hvad hun lavede
Blev jeg betaget af at hun både var smuk og så satans begavet
Den ene time tog den anden endnu en liter nåede på kanden
Lidt bizart var der lovestickers i cafeen klistret rundt omkring
Og der sad vi to ivrige dråber vand
Uden noget tilfældes på nær den måde vi kiggede på hinanden
Og tiden den fløj rundt i hendes stirrende øjne der gik en hel dag
Alle de vibrationer hendes blik gav
Gjorde at jeg ville vide hvad der var inde bag
Så hun trak op i trøjen og viste mig den tegning hun holdt mest af
Hele hendes verden i de tyndeste linjer
Men det var som om det kun var begyndende skitser
Hun sagde hun havde været nervøs for at vise mig
Netop den tegning da den forlængede hendes følelsesregister
Stammede i starten men så fik jeg sagt
At jeg godt kunne færdigøre hendes verden og få den farvelagt
Måske var det for abstrakt
For uden at sige noget satte hun vores kopper op på den smalle kaffebakke
Der bredte sig en følelse af afmagt
Men det betød nok ingenting hun var nok bare træt efter en lang snak
Og døren smækkede bag os tilbage i indre bys slagmark
Da hun pludselig tog mig i min arm og sagde: mange tak!
Jeg stod ret paf tilbage i mørket
Mens tusind ubesvarede spørgsmål forsvandt om hjørnet med hende
Så på maleriet jeg stod tilbage med
Måske var jeg inde i billedet? Måske det bare var noget vi malede?
De næste par dage tænkte jeg på hvad hun gik rundt og lavede
Om hun også følte vi havde et moment og hvad der mon lå bagved
Så en dag så jeg hende gå på den anden side
Ligeså skræmmende bekendt og uopnåelig som altid

[Omkvæd]