Hyldest Til Mørket

[Vers 1: Trepac]
Der' ro og fred i hovedstaden, månen har skudt solen ned
Nu' det bare mig og mørket overladt til tosomhed
Skriver strofer ned med blod og sved og tårer
Dedikeret til det, det det her jeg kan og det jeg lever for
Mit hjerte banker og åbner for mere (Jeg lever)
For jeg er langt fra mit 8 til 4
Det nu at mine tanker de råber og skriger
Og blir' til rim og remser og flows på papiret
Jeg står og spytter igennem mørket, dybt fra sjælen
Hvor der yderst sjældent slipper lys igennem
Kun et stille strejf af lys fra lygtepælen
Et skær der skinner på papiret gennem en løs persienne
Og her er dystert men, det her jeg flygter hen
Dybt inden i mig selv, det der hvor jeg kan føle mig hjemme
Hvor virkeligheden den for længst er lykkeligt glemt
Og mørket lever i mig, selv når det blir' lyst igen

[Omkvæd]
Det her er en hyldest til mørket, til natten, til åndehullet
Tungsindet inspiration midt i tomrummet
Kært barn har mange navne
Og vi slukker lyset til ære for vores natteravne
Det her er en hyldest til mørket, til natten, til åndehullet
Tungsindet inspiration midt i tomrummet
Kært barn har mange navne
Og vi slukker lyset til ære for vores natteravne

[Post-omkvæd]
Når solen brænder ud, månen stiger, himlen falmer
Når skyggen flyder ud, larmen slukkes, natten kalder
Når verden går i stå, mørke lyse tårne falder
Kan man høre natteravnene skrige

[Vers 2: Illusionisten]
Månen har skudt solen ned, så nu' her dødstille
Dermed sagt, nu' stjernerne min eneste lyskilde
Hjertebank, tankestrømme, man føler sig svimmel
Jeg la' de andre drømme mens jeg synder med den mørke himmel (Fyrsten)
Jeg [?] kattepoter, la' min maske smuldre
Hoster hjerteblodet op på papiret mens natten buldrer
La' mig forføre skyggens åbenlyse faldgruber
Halv tuder for jeg frygter stadig alt slutter
Smukke silhuetter danser i skumringen
Mens jeg mumler mine rim med pistolmundingen i mundvigen
Åbenlys, smaskforelsket i en dunkel verden
Halv menneske, halvt monster under sengen på dit værelse
Det' skræmmende, men det her jeg kravler hen
Med alle de andre natteravne, til solen melder klar igen
Det kan føles som en byrde, men det' større end mig
Kalder mig mørkets fyrste, selvom jeg er mørkeræd

[Omkvæd]
Det her er en hyldest til mørket, til natten, til åndehullet
Tungsindet inspiration midt i tomrummet
Kært barn har mange navne
Og vi slukker lyset til ære for vores natteravne
Det her er en hyldest til mørket, til natten, til åndehullet
Tungsindet inspiration midt i tomrummet
Kært barn har mange navne
Og vi slukker lyset til ære for vores natteravne

[Post-omkvæd]
Når solen brænder ud, månen stiger, himlen falmer
Når skyggen flyder ud, larmen slukkes, natten kalder
Når verden går i stå, mørke lyse tårne falder
Kan man høre natteravnene skrige

[Outro]
Når solen brænder ud, månen stiger, himlen falmer
Når skyggen flyder ud, larmen slukkes, natten kalder
Når verden går i stå, mørke lyse tårne falder
Kan man høre natteravnene skrige