Vindfang

[Vers 1]
Det her er ikke et omkvæd jeg har lyst til at synge alene
Med minders mundhug og klapjagt for et spot
Men det dræner mig i tovene
Sprængte vener driver i dok
Så jeg forstår igen
At du må nås
På vores etage forstås
Og jeg skal fortælle dig hvordan hun wrestler min tid

Det var sidste nat i fornuftens land vi drev til vanvid
Hvor himlen åbnede sig i sin hævngerrige renhed
Vi blev så kvalmende mætte
Af alvorsvisdomsord at vi måtte forjætte
Til fælles helle
Hvor vi endelig kunne spørge
Er det her virkelig min stemme?

[Omkvæd]
Du spinder om en fjern planet Månedreng

[Vers 2]
Det var så let at skrive dig i sænk
Og holde din perfide minden om
For døren
I et skænk
Til helvede med at drukne i dit blik
Når du vågnede i et kvælertag
Og knap nok kunne nynne dæmonerne i geled
Hvor jeg dyppede af ved dit bryst og vi mindede
Hinanden om vi ånder ud i et skred
Så fandt vi tit en fælles font
Eksploderede i en byrde
Flettet ind i dagens dont
Spundet på tværs af øjnene af hele styrken
Så lad dem bare komme!
Vi pisser over kors i minimumslykkens vindfang
Løbet er våd og dødt
Du kender alle krogene af min rundgang

[Omkvæd]
Du spinder om en fjern planet Månedreng