Sjælens Farve

[Vers 1]
Hun var smuk - Hendes hår var flammer, med store og nøgne
Borende øjne
Der brændte din facade – Ikke en pige du ku score med løgne
Universelt vidunderlig men ikke let at vind
Hjertet blev forfærdet hvis det kom tæt på hende
Så uden grundlag – Prøvede man at benægt hendes sind
I håbet om at hun virkelig ikk var den perfektе kvinde
Hun var langt mere еnd den smukke dukke, den goe pige
Intellektuel – Hendes tanker den smukkeste poesi
Respekterede sig selv – Holdte ikke peng’ kær
For folk man kan købe er i forvejen ingen ting værd
Så den der fik hende var en heldig man
Og hun græd af smerte da hun sku sige farvel for han
Var dyb – Et smukt sind – Rolig og så

[Vers 2]
Folk i øjnene når han mødte dem – Ikke hvilke sko de havde på
Behandlede ikke folk ud fra hvad der ramte øjet
Var træt af pop-prinsesser der elskede at rend’ på strøget
Havde fået sit hjerte hukket i stykker
Af piger der lod sig købe af de smukkeste smykker
Men hende her var ikke hjernedød
Så hans ærinde lød
På at blænde hende med glimt i øjet der reflekterede hans hjertes glød
Så de blev de bedste venner
De blev fortrolige, deres intime samtaler blev til deres flettede hænder
Snart sneg han sig ind i hendes hjerte ligesom en kælen larve
Og hun opdagede det aldrig da han var camoufleret af Sjælens Farve

[Vers 3]
De var et par – Unikt – Som ingen andre
Gav et nyt syn til kærlighedens ellers så blinde tanker
De tegnede godt - Sjælens farve malede rammen
Deres øjne skabte en dimension hvor kun de to ku tale sammen
På tværs af stjerner – Transcenderede de tid og sted
En strøm af følelser der bliver ved med at hive ned
Gjorde de ensomme jaloux - Og folk med penge nervøs’
At kærlighed ku være så ægte og betingelsesløs
De var dem selv i hinanden – Ingen maske forvirrer
Tog sammen afstand fra pop-verden og dets falske værdier
To af romancens elever – Der stræbte for at lære
Men fra primitive familier - Der ville dræbe for ære

[Vers 4]
De blev knust - hun blev sendt - Til deres hjemland
Givet væk som en ting til en forudbestemt mand
Denne pige, smuk, varm, skarp som en ørn
Forkortet ned til en simpel slave, der bare sku få børn
Og hendes tårer brændte, ku ikke dæmpe smerten
Havde inderligt lyst – Men ku ikke fortsætte i denne verden
Tog en kniv – Tog sit liv – Skar i sit hjertets fort
Og i et uendeligt skrig af sorg – Så var smerten borte

[Vers 5]
Men hun vendte tilbage til en dag,– Gav ham det tætteste kram
Sagde at det hele nok sku gå - At hun elskede ham
Så stod han op – Alene - Indså at drømmen var ovre
Hans hjerte ville løbe væk sammen med strømmen af tårer
De ting havde ingen ende
Gik lange ture i håb om inden længe at høre hende i vindens stemme
Han var tom – Helt blank – Vel i helvede
For sjælen viskes ud af at sige farvel til sin elskede
Kærlighedens frihedskæmper, - nu en mand i et bur
Lænket af dem der ikke kendte sjælens sande natur
Indhentet af dem der aldrig ku blive brændende forelsket
Ægte kærlighed kan være alt for skræmmende for mennesket
Sjælens Farve