Selvmord

Se hvor smukt det er, svøbt i den røde farve
Forløsende ikk længere at skulle gøre krav
På andet end det sidste kys i panden, for du betød alt
Så ved godt det jeg gør, det er forkert valgt
Men livet er ikk sødt, før man har smagt på det
Bare ladet det ligge lige der midt på tungen
Og hørt alle de erklæringer, der er at høre
Så holder vejret men bliver nødt til at spørge
Er der lige så stille hos dig, som der er hos mig?
Er der mon lige så stille hos dig?
Så vær en fucking mand, giv helt slip
Tænker gi dig nu hen så jeg kæmper ikk
Føltes det ligeså perfekt, som du troede det ville?
Eller gjorde det bare ondt en gang til?

Trækker vejret redet til at få mine dæmoner fortæret
Afklaret med situationen og dem der forlod mig forværret
Jeg falder, falder ligesom tårene på min kind
Ser blodet i årerne forstene, gå bort og forsvinde
Det hårdt at miste men det ubeskriveligt med dig, for du er hende, den eneste
Det eneste menneske, der rigtigt er under mit skind
Men jeg er lukket og blind nu, kan ikk længere se det
Stikket er trukket mit blik er forsvundet, imens jeg ligger forstummet
Så er der ligeså stille hos dig, som der er hos mig?
Er der mon ligeså stille hos dig?

Jeg ligger på gulvet, tænker på om du hørte råbet
Gennem støjen fra stilheden, der flænser mit forsøg på at gribe håbet
Men tar jernmasken på igen, stedet træder ud i lyset
Og sørger for det her blir gennemført, smukt
Det der mit billede fryser

Den tynde tråd der holdt fast i vores fælles virkelighed
Skabte langsomt grænser og gløder, der plagede din mistillid
Og det spejlede sig i mit ansigt og selvtillid
For jeg tog det på min kappe som en mands pligt
For i min verden var du hendes høje hellighed
Men lidenskab lod os begge svøbe ind i selvmedlidenhed
Det blev for langt ude, ingen ku følge med
Benægtede blankt uenighed
Men der er kun koldt på gulvet hvis man ikk er ved bevidsthed
Og den nat listede du ud af døren med bevidsthed

Så er der ligeså stille hos dig, som der er hos mig?
Er der mon ligeså stille hos dig?
For det er ude af mine hænder
Der er ikk noget jeg kan gøre ved det
Fordums tider blir glemt og de hjælper med at mørklægge
Og jeg kan aldrig igen bruge frasen om os to
For lige nu er du ligesom mig, helt alene