Råddenskab

1. vers

Jeg vågnede, træt og stod sukkende
Op og slentrede kludedukkende udover gulvende
Fra gården til baderummet
Tumlede ind under bruseren
Stoppede op og fik en klump i halsen
Stirrede mig i spejlet måbende
Da jeg så mine knæ var grå og der var gået mug i dem
Gik tættere på spejlet og prøvede at pille det væk
Men så begyndte min hud at skalle, og falde af så leende let
Hvad sker der? tænkte jeg
Ventede på et svar fra Gud
Hun svarede ikk
Og pludselig så hud min stakkels hud, gammel ud
Men det var først da jeg hostede sort-gråt fælt
Mudderlignede slam, jeg senere på dagen ringede op til lægen og sagde:
"Jeg ligger herhjemme jeg er ikke mig selv
Min krop forfalder huden skaller, og jeg skal ha hjælp"
Og lægen havde en rolig, smilende stemme
Og efter mit flip, begyndte han så blidt at fortælle, og sagde:
"Du har overskredet sidste salgsdato
Derfor er der helt naturligt gået råd i dig
Det er noget der kommer med alderen, og varer resten af livet
Du har heldigvis kun lidt af det i 12 timer

Omkvæd

"og hvad
Havde du
Egentlig
Troet?
Du må
Ikke
Miste modet
Vi skal
Alle sammen
Blive
Jord igen
Kisten
Sænkes ned
Ramt
Af gråden"

2. vers

Det næste der skete var jeg benægtede det hele
Smurte mig ind i creme, tog på job næste dag og glemte det meste
Eller jeg prøvede
Men det var sku svært, da jeg virkelig stank af noget klamt
Så oversprøjtede dramatisk min krop til med deodorant
Havde fået røde øjne var skræntende, sakkende og træt
Men tydeligvis lagde ingen mærke til det, hvilket var rart
Og da jeg fik fri, og ville ta forbi mit træningscenter
Klædte om og så de misfarvede plamager på min mave og hænder
Undgik jeg spejlende, skruede op for musikken
Og skrålede højt med Backstreet boys
Mens jeg pumpede en maskine
Gik efter en time, og undgik bevidst badet, altså
Bare sådan så ingen sku få kvalme af mig
Og da jeg kom hjem, og ville spille Fifa og høre Wiz Khalifa
Gik der et kvarter, så sad jeg i et usundt indeklima
Så måtte åbne alle vinduer, til der blev så koldt
Jeg gemte mig under dynen som et barn der flygter fra et stormvejr
Til sidt tog jeg mig sammen, ville gøre mig i stand
Og ta make up'en af for at gøre mig klar til drømmeland
Hvorefter jeg så børstede – og tabte 2 tænder og græd
I skam over mig selv, og tænkte på hva lægen havde sagt:

Omkvæd

"og hvad
Havde du
Egentlig
Troet?
Du må
Ikke
Miste modet
Vi skal
Alle sammen
Blive
Jord igen
Kisten
Sænkes ned
Ramt
Af gråden"

3. vers

Jeg vågnede, sukkede, da aller sidste hudflage
På min krop gennem natten havde besluttet at smuldre af
Skrev en sms til en ven og sagde jeg var bange
Og han svarede tilbage, og vi mødtes med det samme og greb en kaffe
Tågen over København føltes så god da
Jeg følte det skjulte det døde kød jeg nu bestod af
"kan du se det?" sagde jeg, lynede ned i jakken
Og viste ham mine stakkels hamrende klamme bare arme
Og vi sad der bare
Så hans optegnede linjer i panden
Og vi fik øjenkontakt, stille, kiggede på hinanden
"Jeg kan ikke se hva' du mener" sagde han smilende
"men velkommen i de voksnes rækker" drillede han grinende
"Ta nu bare og accepter du' levende ligesom mig
Og alle de andre væsner du kender og ser på livets vej
"se" sagde han, og det gjorde jeg og på ét split sekund
Var det pludseligt jeg kunne se folk der gik zombi-lignede rundt
Alle havde gangbesvær pga. kroppenes opløsning
Og min indre pige ville skrige men jeg forholdte mig køligt til det hele
Og prøvede at indse hver en dag som verden ga'
Ikke var noget som man nødvendigvis blev stærkere af
Drak resten af kaffen, og prøvede at samle tankerne
Og vendte mit hoved hen mod min ven, og så hans åbne kranie
Og ind i hans døde øjne, forrevne kinder
Med et fokus på hans blege læber som der talte til mig:

Omkvæd

"og hvad
Havde du
Egentlig
Troet?
Du må
Ikke
Miste modet
Vi skal
Alle sammen
Blive
Jord igen
Kisten
Sænkes ned
Ramt
Af gråden"