Poesi Jeg Selv Forstår

[Vers 1]
Det er så nemt at skrive poesi man selv forstår
Det har du sikkert selv også gjort siden du var elleve år
Tingene ændrer sig dog
Jeg går fra at være en knægt der skrev sin indre verden væk med blæk for sjov
Til at være ham der tænker på hvad der venter i morgen
Til sikkert at bli’ ham der var talentet i går
Endt i tårene til sidst glemt med årene
Sådan går det, det hårdeste er når man forstår det
Borte fra det hele, sir’ jeg er træt
Har dræbt tiden og gabt, dagene er blevet korte
Og jeg tror ik’ på at nogen af os når det
Når at finde ud af hvad vi ik’ ka’ nå at ordne
Småproblemer overlever jeg at ordne
Eskapisme, jeg tror jeg vinder ved at sove det
Væk, drikker, gaber engang til
Skaber ubalance, drikker, dræber en chance
Grebet af angst til tider, bange for eksistens
Kvalme over det meste, pennen skriver rim imens
Eminent, rap-lyriker ik’ en pestilens
Indadvendt som vi nu alle kan blive ind imellem
Noget i mig tror på det gode og formoder
Det hele ik’ kommer ud på et sidespor, det’ mildest sagt
Jeg lever ik’ i nuet, jeg lever i perioder
Og jeg ka’ ikke rykke mig med egen viljes kraft

[Omkvæd]
Følg med mig, lad tankerne føre vej
Lad sanserne være guide, når verden står på stand by
Følg med mig, det hele hjælper når
Vi griber pennen og skriver poesi vi selv forstår

[Vers 2]
Alle ting omkring mig mister farve, hvisker tavlen ren
Øjeblikket sættes på pause travlt ind i dagligdagen
Jeg lægger mærke til hvordan det hele eksisterer
Havnet bag en følelse jeg skræmmes af at definere
Jeg har en trang til at forklare hvordan det hele fungerer
Jeg har en trang til mange ting men intet sker
Så jeg skriver poesi jeg selv forstår og mindes om
For dagene forsvinder inden jeg når at se den komme
Og inden vi når at se os om er det for sent at vende tilbage
For sent at sætte præg på andre ting end dem i dag
Dovenskaben slår mig men jeg orker ik’ at kæmp’ tilbage
Så jeg sidder her og tænker helt for mig selv og
Intet hænder, jeg rør jo ik’ en finger
Men alligevel forventer jeg at tingene ændre sig før jeg forsvinder
Og jeg har en idé om det hele nok skal gå
Så længe man kæmper hårdt som få og tiden ikke går i stå
Men det er en fed løgn, det har historien lært os
Retfærdighed er en myte for dem der tror på kaos
I mange tilfælde burde vi lægge ordene bag os
I ren respekt for sandheden som om den tortureres
Men vi plabrer løs for meget ligegyldig snak og
Ord der flyder ud af munden straks, så
Røven går lige fra første år man kan forklare sig
Sætninger er til at gennemskue før de starter

[Omkvæd]
Følg med mig, lad tankerne føre vej
Lad sanserne være guide, når verden står på stand by
Følg med mig, det hele hjælper når
Jeg griber pennen og skriver poesi jeg selv forstår

[Vers 3]
Et stille perspektiv på et verdsligt liv
For det’ svært at give et bud på hvad Gud må udstå
I en moderne tid, hvor splid stadigvæk skabes på grund af ære
Men det må ha’ været værre dengang med perserriget
Jeg lever i en mærkelig periode
Men forstærker min persona gennem kunsten og kærlighed
Og kærlighed til kunsten, mit hjerteblod
Den største løgn må være at man kommer længst med ærlighed
Siger ik’ man skal snyde, bedrage, lyve, lave beskidte kneb
Sir’ man ik’ skal begrænse sig selv af det der er ilde set
Den kriminelle er tit ik’ sin egen gerning værdig
Han fornægter og forklejner sin forbrydelse, fortrydelse
Vi står ik’ inde for hvad vi gør, til tider
Og vi gør ik’ hvad vi står inde for, men vi har meninger
Ihh hvor smukt, det’ så flot og fint det
Hele skal nok gå så længe vi tænker godt om tingene
Rimene kommer direkte fra min tankestrøm
Jeg lukker op for det meste som en lampeånd
Hvis jeg’ for hård at høre på så har jeg sikkert fået parginson
Det forklare ogs’ hvorfor jeg ryster på både arm og hånd
Og hoved fordi du troede du kunne forklare mig hvorn’
Det hele fungere, du har en trang til mange ting men intet sker
Så nu sidder du her, sammen med mig og ser
Hvordan hvert øjeblik passerer, hvert øjeblik passerer