Journal: 250682

Jeg spærrer mine øjne op gisper under iltmasken ser
Min nøgne krop være spændt fast til briksen
Jeg vågner i et kontrastløst underligt kammer
Et apparat er forbundet til min arm med gummislanger
Mit syn forstyrres af et lysstofrør der blinker
Og en hyletone gør at jeg ikke kan høre hvad jeg selv tænker
”Patienten er vågnet – påbegynd fase 1”
Jeg hører svage skridt der nærmer sig og mærker et stik
Et ansigt dukker op – det virker en smule bekendt
Også stemmen der siger ”Der er endelig liv i vores patient”
Jeg skriger forvirret imens han vifter med kontrakten
Men mister kontakten – da morfinen stjæler magten
Min næseborer fyldes med stanken af smeltede hud
Når lige at se laserboret før omgivelserne fader ud
Efterfulgt af skæret fra en skinnede skalpel
Det er vist det sidste jeg mindes før jeg igen falder hen...

”Påbegynd fase 2 – tjek patientens tilstand
Tjek om hans sind kan fungere med vores implant
Dobbelt tjek hans puls - tjek hans bevægelser
Tjek hans pupiller - husk tjek hans reflekser”

De klistrer elektroder på mit kortklippede hoved
Og indkoder min reaktioner på indviklede enigma koder
De gir mig en sprøjte før de skifter mit drop
Kan ligs’ godt gi op for meskalin'en pumper i min krop
Måske er det blot indbildning måske bare et mareridt
Måske er det bivirkningen fra da de genstartede min harddisk
Er det mon hypnose eller har jeg fået en psykose
Måske skulle jeg vent pænt på den fremmede læge diagnose
Min ben er lammede - det er det samme med min arme
Jeg kan høre lægerne larme – lidt længere nede af gangen
Jeg ved jeg bliver overvåget – konstant nat og dag – håber
Det snart er overstået da jeg hører: ”Påbegynd fase3”...

”fase 3 sat i gang hold øje med EKG’en
Mere morfin, meskalin kom nu mere af det hele
Han skulle nødig vågne op under denne undersøgelse
Lås døren så vi ikke bliver forstyrret" - føler mig lidt døsig

Et kontor har erstattet det kontrastløse lokale
Og et jakkesæt har erstattet de kridhvide kittler
På bordet ligger journalen jeg forsøger at tale
Men det er som mit stemmebånd hele tiden svigter
Han siger ”alt hvad du tror du ved du savner passer ikke
Det er bare en del af det teater som du helt selv skaber
Det billede du selv maler med så sikre penselstrøg”
Han retter på sit tøj - rejser sig og tænder en smøg
Han forsætter ”Hmmmm hvor skal jeg begynde
Du har fx ikke set solen eller hørt fuglene synge
Du har aldrig taget et skridt du har ikke været uden for en dør
Du har praktisk talt ikke levet - ingen vil græde når du dør
Alt hvad du mindes du har indprentet på nethinden
Er ting ingen kan finde en forklaring på hvorfor findes
Men vi har en teori nu ska vi bare bevis den
Vi tror nej vi ved at du er født til at være Illusionisten....”