Da Tvivlen Blev Bøffet

Udenfor der driver sneen gæk

Og narrer nattens mørke fangearme

Vinden hvirvler dagens indtryk væk

Og smelter dem mod vinduesglassets varme

Bag hvilket vi to ligger

Med maven mod hinanden

Og kæler, ler og kigger

Og stryger håret væk fra panden

Jeg hvisker: Du er blevet

Meget mere end min ven

Og kryber nær og spør' om

Vi skal elske lidt igen

.

Ja det er som eventyret sner forbi

Og ønskefeen drysser mildt med løfter

Glemt er lommebogens tyranni

Og virkelighedens dybe dybe grøfter

Tænk at bruge timer

Til at knuge om din hånd

Mens ordene i stimer

De hænger sammen uden bånd

Ja jeg er helt forbløffet

Over denne vinterdag

Da tvivlen den blev bøffet

Og fik det glatte lag