Bunden Og Borgen

[Vers 1]
Stålsat i blikket, en næve som bjerge
Han står foran værftet og smiler med sin hjelm i sin hånd
Men billedet er falmet, verden forvandlet
Vi sidder tilbage med brudte glimt af de dage
Han stadig vidst' hvem han var, ja

[Omkvæd]
For der' langt, langt op, når man sidder på bunden
Det' svært at stå fast, når alt man kender er knubs
Prøver at rulle med slagene, man har fået på munden
Dem inde på Borgen siger, man bare ska' ha' et skub
Bare ska' ha' et skub - så går det nok

[Vers 2]
De kom ind om natten, de lagde ham i håndjern
Og siden dengang, så ryster han hver gang, han ser en smøg bli' tændt
Familiens alter, ja, det er han langt fra
Vi sidder tilbage med brudte glimt af de dage
Han stadig vidst' hvem han var, ja

[Omkvæd]
For der' langt, langt op, når man sidder på bunden
Det' svært at stå fast, når alt man kender er knubs
Prøver at rulle med slagene, man har fået på munden
Dem inde på Borgen siger, man bare ska' ha' et skub
Bare ska' ha' et skub - så går det nok, ja

[Post-omkvæd]
Åh, åh, så går det nok, ja
Åh, åh, åh - åh, åh, åh, åh, ja
Åh, åh, åh

[Vers 3]
Nu sidder de sammen på bænken i parken
De ser ud på livet, der ligesom er gået dem forbi
En flaske i hånden, med smerter i ånden
Vi sidder og deler brudte glimt af de billeder, som er alt hva' vi har, ja

[Alternativt omkvæd]
For man er langt, langt væk, når man sidder på Borgen
Det' svært at stå fast, når alt man taler er luft
Der' langt, langt ned, når man sidder for oven
Og når de prøver at kom' op, så lukkes der med et 'lå'
Der med et 'lå' - så går det nok