Prolog

Der var engang en ung prins, som boede i et vidunderligt slot i et meget fjernt land, og skønt han havde alt hvad hjertet kunne begære, var prinsen forkælet, egoistisk og ukærlig, men så en vinteraften kom en gammel tiggerkone op til slottet. Hun bad om ly for den bitre kulde og tilbød prinsen en enkelt rose i bytte herfor, men hendes pjaltede udseende fik prinsen til at væmmes. Han afslog hendes gave og viste den gamle kone bort. Tiggerkonen advarede prinsen mod at dømme efter det ydre, for den sande skønhed findes ofte i det indre, men prinsen viste hende atter bort, og da forvandlede tiggerkonen sig til en smuk troldkvinde. Prinsen faldt på knæ og bad om forladelse, men det var for sent, for hun havde set at hans hjerte var koldt og som straf herfor forvandlede hun ham til et hæsligt udyr og forheksede hans slot og alle de tjenestefolk, som boede der. Forfærdet over sin hæslighed gemte udyret sig på sit slot. Et tryllespejl var hans eneste vindue til verden udenfor. Den rose, som tiggerkonen havde tilbudt ham, var i virkeligheden en fortyllet rose, som ville blomstre til hans enogtyvende år, hvis han kunne lære at elske en anden og få sin kærlighed gengældt, inden rosens sidste blad faldt af, ville fortryllelsen blive hævet. Hvis ikke ville han være dømt til at forblive et udyr forevigt. Som årene gik blev han mere og mere forvivlet og mistede alt håb, for hvem kunne nogensinde lære at elske et udyr?