Hvem sidder der bag Skærmen
med Klude om sin Hånd,
med Læderlap for Øjet
og om sin Sko et Baand?
Det er såmænd Jens Vejmand,
der af sin sure Nød
med Ham'ren maa forvandle
de hårde Sten til Brød.
Og vågner du en Morgen
i allerførste Gry
og hører Ham'ren klinge
påny, påny, påny,
det er såmænd Jens Vejmand
på sine gamle Ben,
som hugger vilde Gnister
af morgenvåde Sten.
Og ager du til Staden
bag Bondens fede Spand,
og møder du en Olding,
hvis Øjne staar i Vand -
det er saamænd Jens Vejmand
med Halm om Ben og Knæ,
der næppe ved at finde
mod Frosten mer et Læ.
Og vender du tilbage
i Byger og i Blæst,
mens Aftenstjærnen skjælver
af Kulde i Sydvest,
og klinger Hammerslaget
bag Vognen ganske nær -
det er saamænd Jens Vejmand,
som endnu sidder dér.
Så jævned han for andre
den vanskelige Vej,
men da det led mod Julen,
da sagde Armen nej;
det var såmænd Jens Vejmand,
han tabte Ham'ren brat,
de bar ham over Heden
en kold Decembernat.
Der står på Kirkegaarden
et gammelt frønnet Bræt;
det hælder slemt til Siden,
og Malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands.
Hans Liv var fuldt af Sten,
men på hans Grav — i Døden,
man gav ham aldrig én.